Simple online marketing strategier alle kan anvende

Del gerne

Vil du gerne bevæge dig ind på at markedsføre dig online, men har svært ved at finde ud af hvilke strategier der passer bedst til din forretning og dit marketingbudget? Så læs denne artikel, der giver et overblik over de strategier, du kan vælge imellem.

Jeg anbefaler, at du vælger og implementerer mindst tre – succesfuld online marketing er afhængig af diversitet og udholdenhed for små virksomheder.

Blog / Website

Det første trin til at få succes online er at have et hjemsted på nettet. Det betyder ikke så meget om du har en website eller en blog – eller begge dele. Begge vil give dig en web-adresse, hvor folk kan finde dig på en nem måde og som du nemt kan referere til. Så selv om du ikke sælger noget online, skal du have en hjemmeside (website).

Jeg opfordrer altid til, at der også oprettes en blog på websiten, for hvis du blogger regelmæssigt (skriver artikler) vil du opbygge en følgerskare og nogle af disse vil hjælpe dig med din markedsføring ved at sprede budskabet om dig og dine produkter og services.

Online annoncering

Mange små virksomheder bøvler med denne marketing strategi, som regel på grund af den investering det kræver. De vil kun lave gratis markedsføring online. Der er naturligvis ikke noget galt med gratis marketing strategier, så længe du indser, at de ikke er ”gratis”!

Alle ”gratis” online marketing strategier, jeg kender, har alle en meget stor tidsinvestering, og det betyder, at de kun er gratis, hvis din tid ikke er noget værd.

Traditionel online marketing tager dog som regel ikke så meget tid og kan være en meget effektiv marketing strategi.

Der er to begreber du skal kende, når vi taler online annoncering; CPM og CPC.

CPM står for Cost Per Thousand Impressions og med denne model betaler du for at dine annoncer bliver vist et antal gange og prisen angives altså pr. 1.000 visninger.

CPC står for Cost per Click og i denne model betaler du hver gang en bruger klikker på din annonce og dermed besøger din website.

Google Ads (tidligere AdWords) er nok det mest kendte PPC (Pay Per Click) annonceprogram. Når du annoncerer på denne platform vælger du bestemte søgeord, som dine annoncer skal findes på. Når folk så søger i Google på dine søgeord, dukker din annonce op og da den er relevant i forhold til søgningen er der mange, der klikker på den.

Registrering i kataloger

Der findes mange forskellige online kataloger og oversigter, som det kan betale sig at bruge lidt tid på, da det er relativt billigt.

Uanset hvilken branche du tilhører eller hvilket geografisk marked du henvender dig til, så er der altid nogle brancheguides eller lokale oversigter, hvor det er relevant at blive tilmeldt. I nogle tilfælde kan det måske også betale sig at annoncere disse steder?

Og så er der også ”professionelle” sider. Det kan være freelancer sites, hvor virksomheder leder efter freelancere eller andre markedspladser, hvor man kan udbyde de produkter og services man leverer.

Deltag på de sociale medier

Du kan deltage i konversationen på Facebook, Twitter, LinkedIn, Instagram, blogs og mange andre steder som en mulighed for markedsføring online.

Når du markedsfører dig på de sociale medier kræver det en mere forsigtig tilgang end når du annoncerer online. Du skal deltage og tilføre værdi til de enkelte samtaler fremfor bare at annoncere dine produkter. Kommentarer som ”God pointe. Se www.verdensbedstegadgets.com for at få verdens bedste gadgets” er bare spam og ikke en samtale.

Udfordringen med de sociale medier er at det tager meget tid. Hvis det skal gøres ordentligt og du skal have resultater fra det, skal du virkelig arbejde på det. Det gode er at det er gratis og kan give en masse omtale af dine produkter og services, som kan være guld værd for din forretning.

Online Networking

Det sociale medie LinkedIn fortjener en særskilt beskrivelse, når det kommer til online networking. Det er LinkedIns mål at hjælpe professionelle med at connecte med hinanden for at accelerere deres succes. Det er et stærkt værktøj for internet marketing og giver dig mulighed for at række ud til potentielle kunder, partnere og kolleger.

Der findes en række gode grupper, hvor man både kan deltage i spændende debatter, men også med held markedsføre sig selv og sin virksomhed.

Som med andre sociale medier skal man have en forsigtig og deltagende holdning og gå forsigtig frem – ligesom man også vil gøre hvis man stod ansigt til ansigt.

Giv, giv og giv og tænk ikke så meget på at få igen – det skal du nok få i store mængder, hvis du fortjener det.

Email marketing

Email marketing er et af de bedste og mest effektive værktøjer til online markedsføring, hvis du spørger mig.

For det første har du mulighed for, når du har opbygget din emailliste, at sende dine marketingbudskaber direkte til de personer, der allerede har indikeret at de er interesseret i dine produkter og services.

For det andet er email et fantastisk værktøj til at opbygge relationer til dine kunder, så du både har mulighed for gensalg til dem men også at de henviser dig til andre potentielle kunder.

Du kan sende nyhedsbreve til din liste med opdateringer om din virksomhed, kommende begivenheder/events eller specielle tilbud – og selvfølgelig gøre dem opmærksom på, at din virksomhed eksisterer og at de måske skal overveje dig igen.

Flere forskellige emailsystemer giver dig mulighed for at segmentere og personalisere dine emails, så du kan sende mere relevante mails til de enkelte modtagere baseret på deres interesser og aktivitet.

Marketing er lidt det samme online og offline

Som den traditionelle markedsføring skal din online marketing planlægges. Så lad være med blot at poste lidt her og der og så sige, at det er marketing. Lav en internet marketing kampagne og planlæg og mål dine resultater, som du også ville gøre med enhver anden form for marketing.

Og husk at målretning stadig gælder. Jo mere nøjagtig du er i at udpege den rigtige målgruppe og jo mere præcist du vælger de steder, hvor dine annoncer skal køre, desto bedre resultater opnår din marketing kampagne.

Den største forskel mellem offline og online marketing er online’s utroligt store udbredelse. Internettet giver din virksomhed mulighed for at nå tusindvis eller sågar millioner af personer, som ellers aldrig ville have hørt om din forretning og dine produkter og services – det gør online marketing til en mulighed du ikke vil gå glip af.