Online marketing for lokale virksomheder

Del gerne

Når man er en mindre lokal virksomhed er kravene til online marketing lidt anderledes end hvis man er en større organisation, der henvender sig til et nationalt marked eller måske endda et internationalt marked. På nogle måder er det lidt nemmere – på andre mere besværligt. Her kommer nogle af de faktorer, du skal tænke over i din markedsføring, hvis du er lokal.

Bliv fundet lokalt

Når kunder ønsker at handle lokalt søger de lokalt. Når du skal finde en tandlæge, ja så går du i Google og skriver ‘tandlæge’. Og da Google ved hvor du sidder (ja – det ved Google altså, med mindre du har valgt at være totalt anonym), så får du kun resultater fra det lokale område. Og der skal din virksomhed så være blandt de øverste i søgemaskinen for at blive fundet og efterfølgende kontaktet. Er den ikke det, så får du ingen trafik og ingen kunder.

Så en væsentlig marketingaktivitet er at lave lokal SEO, så din virksomhed bliver fundet i søgemaskinen. I korte træk betyder det:

  • Sørge for at dine kontaktoplysninger (Firmanavn, Adresse, Telefon) fremtræder på din website og at de er de samme alle steder, de nævnes.
  • At din hjemmeside optimeres for de vigtigste søgetermer, som dine kunder anvender. Det gælder optimering af title-tag, meta-beskrivelse, tekst, billeder og interne links.
  • At du får andre websites til at skrive om dit firma og meget gerne linker til din website.
  • At du opretter en Google My Business profil og udfylder den med ALLE oplysninger og så udførligt som muligt.
  • At du får folk til at anmelde dig på Google (og helst positivt!).

Gør du disse ting godt, så kommer din website også til tops i dit lokalområde. Det afhænger naturligvis af konkurrencesituationen, men i de fleste tilfælde er det nok.

Prøv Google Ads

En sikker måde at komme til tops i Googles søgemaskine er at annoncere der. Det kaldes Google Ads og er de annoncer, der vises øverst og nederst i søgemaskinen.

I Google Ads kan du få vist annoncer ved de søgeord, der er relevante for din forretning. Her er vist annoncer for søgningen ‘tandlæge hillerød’. Du betaler kun for klik på annoncen, så er der ingen, der besøger din website, koster det dig altså ikke noget.

Google Ads er en god måde at få hurtig trafik til din website og dermed få nye kunder. Prisen pr. klik kan variere meget, men det gode er, at du hele tiden kan se og måle om det giver kunder, så du kan skrue op og ned for annonceringen som det passer dig.

Landingsside

De fleste lokale virksomheder laver den fejl, at de blot sender trafikken fra annonceringen (Google Ads, Facebook) til hjemmesidens forside. I stedet skal du lave en decideret landingsside, som er fokuseret på det, du vil have den besøgende til. For eksempel at ringe til dig eller udfylde en kontaktformular. Alle andre forstyrrelser skal ryddes af vejen på siden, så brugeren kun kan foretage sig det, som du vil have de skal gøre.

Fokuserede landingssider er således utroligt vigtige for at du lykkes med din online marketing.

Lav en marketing funnel

Som regel er det kun en lille del, der her og nu ønsker at købe hos dig. Det tager altid lidt tid at få folk til at tage en købsbeslutning. Men du kan hjælpe dem på vej. Og det kan du gøre ved at oprette en marketing funnel. En marketing funnel er en online salgstragt, der tager dine kunder igennem det købsforløb, der skal til for at de bliver kunder. Det er også det, der kaldes kunderejsen.

Hvis vi bliver i eksemplet med tandlægen fra før, så kan en funnel bestå af:

  • En video, der fortæller om, hvordan du kan undgå tandlægeskræk.
  • Video referencer fra andre patienter.
  • Video med indhold om hvordan du kan få rettet dine tænder som voksen og uden det kan ses.

Og meget andet godt indhold.

En funnel kan laves som forskellige trin på websiten eller det kan sættes op via email, som så kan sendes til kunderne.

Facebook opslag og annoncering

Facebook er et fantastisk værktøj til lokal markedsføring. Du kan organisk lave opslag, der viser hvem du er og hvad du kan og ikke mindst hvad du bidrager med i lokalområdet. Igen er video den bedste måde at få udbredt kendskabet med.

Men også annoncering virker. På Facebook kan du vælge kun at annoncere lokalt og endda kun til den målgruppe, du er interesseret i. Igen er video godt. Du kan sende trafikken fra din Facebook-annoncering ind på din landingsside og derfra få folk igennem din funnel.

Jeg håber disse 5 tips har givet dig inspiration til din lokale markedsføring. God fornøjelse.