Markedsføring for psykologer (og andre behandlere)

Del gerne

Telefonbogen er væk, nu finder man behandlere på en anden måde. Det er næppe den store nyhed, men hvordan markedsfører man sig, hvis man er psykolog med egen praksis eller måske har en anden form for behandler-klinik. Det vil denne artikel give et bud på.

Målsætning

Inden man giver sig i kast med en marketingplan er det en god idé først at gøre sig klart, hvad man gerne vil opnå. Altså hvad skal udbyttet være med den markedsføring man sætter i gang. Her tænker de fleste nok bare “flere klienter”, men det er desværre alt for løst og ikke særligt målbart. For hvornår er det en succes? Er det når du har fået fire nye klienter, 10 eller 20? Og hvornår skal du have nået dit mål? Er det om en måned – eller skal du have 10 nye klienter hver måned?

Du er nødt til at være meget konkret og specifik her. For eksempel:

“Min markedsføring skal løbende skaffe mig 10 ekstra klienter hver måned fra august 2020”

Strategi

Strategi lyder altid meget fornemt og måske også lidt svært. Og så er der det ved strategien, at de fleste ikke forstår, hvad en strategi egentlig er! En strategi er det, der skal få dig fra din nuværende situation (punkt A) og til dit mål (punkt B). Det er ikke de konkrete handlinger eller marketingaktiviteter, du skal foretage eller udføre, men en overordnet idé (strategi) om hvordan du når målet.

Den strategi, du vælger, afhænger af flere faktorer, for eksempel:

  • Din nuværende situation
  • Dine forretningsmæssige styrker
  • Svagheder
  • Markedet
  • Dine konkurrenter
  • Dine mål

Har du allerede en hjemmeside, der er placeret godt i Google på relevante søgeord, så er det en styrke, der skal udnyttes. Er du helt nystartet og hvis din hjemmeside også er helt ny, så skal du nok ikke regne med at Google giver dig en masse trafik fra start af og må gå en anden vej.

Så strategien afhænger meget af præcis din situation. Men den kan for eksempel lyde:

For at skaffe 10 nye klienter om måneden vil jeg udnytte min nuværende situation til at gøre min hjemmeside mere synlig og lade den være omdrejningspunktet for at skaffe flere klienter. Den skal således tiltrække flere besøgende (delmål) og konvertere en del af dem (delmål) til klienter.

Marketingplan

For at kunne nå dine mål ved hjælp af din strategi har du brug for nogle mere konkrete aktiviteter. Altså hvad vil du bruge af redskaber i din strategi. Det kan vi kalde en marketingplan.

I ovennævnte strategi var der to delmål:

  1. Tiltrække flere besøgende
  2. Konvertere besøgende til klienter

I din marketingplan skal du finde ud af, hvilke marketingaktiviteter, du vil anvende, for at nå disse delmål. Det skal naturligvis være de aktiviteter, der giver mest “bang for the buck” – altså er mest effektive. Igen kommer der et eksempel:

Tiltrække flere besøgende

  • SEO – Anvende SEO til at blive synlig i Google på mine 5 vigtigste søgeord.
  • Google Ads – Indtil synlighed opnås tiltrækker jeg trafik ved hjælp af Google Ads.
  • Retargeting skal få folk tilbage til min side.
  • Jeg vil teste om Facebook annoncering kan give mig flere klienter.

Konvertering

  • Konverteringsoptimering – Jeg vil gøre min hjemmeside så konverteringsvenlig som mulig
  • Landingssider – oprette specielle landingssider til min annoncering

Marketingaktiviteter

Det sidste er de konkrete aktiviteter du skal udføre for at gennemføre din strategi og nu dine mål. Det er dine daglige, ugentlige og månedlige handlinger, der skal få dig tættere på målet. De skal planlægges og kan for eksempel se således ud:

  • Skrive en ny side om “familieterapi”
  • Lave landingsside til Google Ads annonce om “online psykolog”
  • Oprette Google Ads kampagne til “online psykolog”
  • Oprette en relevant målgruppe til Facebook annoncering

Jeg håber det har givet dig en idé til, hvordan du kan markedsføre dig som psykolog eller behandler og hvilke trin du skal igennem for at få en fornuftig plan.